Bent Mathiasen Pedersen f. 11 aug. 1926 Rolsted, Fyn, Denmark d. 30 maj 2010 Calahonda, Granada, Andalucia, Spain: Martin Bjarklev's Slægtsforskningshjemmeside

1926 - 2010 (83 år)

Personlige oplysninger | Medie | Notater | Alle | PDF

Navn	Bent Mathiasen Pedersen
Født	11 aug. 1926	Rolsted, Fyn, Denmark
Døbt	19 sep. 1926	Rolfsted Kirke
Køn	Mand
Bopæl	Address: Bent Mathiasen Pedersen Sitio de Calahonda 29647, Mijas Costa, Malaga, Spain Phone: 0034-9529 33 369
Død	30 maj 2010	Calahonda, Granada, Andalucia, Spain
Person-ID	I29351	Bjarklev
Sidst ændret	25 feb. 2022

Far	Niels Mathias Pedersen, f. 16 apr. 1896, Sønder Broby, Fyn, Denmark , d. 1968 (Alder 71 år)
Tilknytning	natural
Mor	Helga Gertrud Rasmussen, f. 13 apr. 1900, Rolsted, Fyn, Denmark , d. 1979, Rolsted, Fyn, Denmark (Alder 78 år)
Tilknytning	natural
Gift	3 jun. 1926	Rolfsted Kirke
Familie-ID	F10647	Gruppeskema \| Familietavle

Familie Living Larsen

Børn

	1. Living Pedersen [natural]
	2. Living Pedersen [natural]
	3. Living Pedersen [natural]

Sidst ændret 25 feb. 2022

Familie-ID F10648 Gruppeskema | Familietavle

Billeder
1-29353.jpg

Notater

(Research):Faddere: Skovopsynsmand Anders Christian Rasmussen, Sønderskov Rolfsted sogn og Gaardejer Anders Pedersen Ølsted Sønder Broby Sogn, Moderen bærer.

- Bent Mathiasen Pedersen, født den 11. august 1926
- Forældre: købmand Niels Mathias Pedersen , forretning 1937-1963 Stendamsgade 3, Nyborg) Helga Gertrud, født Rasmussen.
- Student, Nyborg Studenterkursus, 1944
- Cand. Jur. Københavns Universitet, 1951
- Værnepligtig, 1951-52
- Sagførerfuldmægtig, Svendborg, 1952-53
- Fuldmægtig, Landsskatteretten, 1953-1966
- Formand for Venstres Ungdom, Frederiksborg amt 1959-1961
- Medlem af Birkerød kommunalbestyrelse og byråd, 1962-1989
- Borgmester, Birkerød kommune, 1966-1978, 1982-1989
- Formand for kulturudvalget i Birkerød, 1978-1981
- Medlem af Frederiksborg Amtsråd, 1966-1985
- Viceamtsborgmester, 1978-1985
- Formand for Amtsungdomsnævnet, 1966-1970
- Medlem af Vestforbrændings Bestyrelse, 1966-1974
- Formand for Amtsrådets tekniske udvalg, 1970-1974
- Formand for Amtsrådets sygehusudvalg, 1978-1985
- Medlem af Byudviklingsudvalget for Københavnsegnen, 1966-1974
- Medlem af Fredningsudvalget og Egnsplanrådet, 1970-1974
- Formand for Kommuneforeningen for Frederiksborg amt, 1974-1976
- Medlem af Hovedstadsrådet, 1976-1981
- Formand for Hovedstadsrådets Sygehusplanlægningsudvalg, 1976-1981
- Medlem af Bestyrelsen for Frederiksborg Bank, 1975-1982
- Formand for det af Indenrigsministeren nedsatte udvalg til udarbejdelse af regler for visitation, kaution og planlægning af det danske sygehusvæsen, 1984-1985
- Præsident for Urbanisationen Mirador de Calahonda, 1989-1996
- Ridder af Dannebrog, 1978
- Udgivelse 2003: ?TMed blik for Birkerød?T 40 års Birkerødhistorie fortalt af byens borgmester gennem 20 år ISBN 87-989830-0-8

Bopæl:
Mirador de Calahonda 3A,
Sitio de Calahonda,
29647, Mijas Costa,
Malaga, Spanien
Tlf.: 0034 952933369, 0034 626354062
E-mail: bpedersen@terra.es - bentped.calahonda@sol

Mine erindringer fra Nyborg
1926-1944

Jeg er født den 11. august 1926 i Sønderskov, Rolfsted sogn, Ferritslev som søn af Helga Gertrud født Rasmussen den 13. april 1900, død 1979 og Niels Mathias Pedersen født den16. april 1896, død 1968. med bopæl 1926-1936, Korsgade 4, Stendamsgade 3 1937-1964, og sidst Boesensgade 15 for min mors vedkommende indtil 1979.

"Mathis"

Du kan også læse mere på dette link <http://inet.uni2.dk/~i29744/med_blik_for_birkeroed/index.html>.

Forord

Bogen " Med blik for Birkerød" blev udgivet i 2003, men forinden havde jeg til eget brug beskrevet mine barndomsoplevelser i Nyborg.

Imidlertid må jeg indrømme, at Walther Linis inciterende beskrivelse af hans oplevelser som dreng i Søndergade har inspireret mig til at offentligøre" En nyborgdrengs erindringer 1926-1944".

Jeg håber, at mine oplevelser i en anden del af byen, i Korsgade og i Stendamsgade kan medvirke til at give et supplerende billede af livet i provinsbyen i 1930.erne og under krigen.

Denne udgave af mine erindringer omhandler ikke min slægt og familiære begivenheder, men personlige oplevelser i de to kolonialforretninger, som min forældre drev i henholdsvis Korsgade og Stendamsgade, min skolegang i Nørre Vold skole 1933-1937, på realskolen 1937-1942, og på Nyborg Studenterkursus 1942- 1944, samt erindringer om mennesker, begivenheder og det meget spændende og fascinerende liv, som udfoldede sig i den tids lille provinsby i 1930.erne og specielt i krigsårene fra 1939.

Dette er også skrevet i taknemmelighed over, at Nyborg by og kommune i folkeskolen og på det lokale studenterkursus gav mig 11 års god og gratis skoleundervisning, som dannede grundlag for en universitetsuddannelse og en tilfredsstillende professionel karriere.

Erindringerne er skrevet uden litterære ambitioner, og de er skrevet uden den adgang til kildestof og dokumentation, som kunne give mere nøjagtighed med hensyn til navne og årstal, og mere rigtig gengivelse af begivenheder og stedsangivelser.

Derfor beder jeg om overbærenhed med fejl og mangler. Jeg modtager meget gerne korrektioner og både venlige og uvenlige kommentarer, på denne E-mail adresse:
bentmath.pedersen@gmail.com

"Mathis"

Min barndom i Købmandsgården. Korsgade 4 i Nyborg.

Min far, der er født 1896, var uddannet ved landbruget, uanset at han som ung mand havde ønske om at blive elektriker, men det kunne der ikke blive tale om. Det var hans fader, der bestemte og han kendte kun én uddannelse: landbruget. Dengang kom børnene ud af skolen som 14 årige, blev sat i arbejde med det samme, og ofte på en fremmed gård. Min far var soldat 1916-17, og det fortalte han gerne om. Jeg har et flot fotografi af ham til hest og i paradeuniform uden for kasernen i Næstved. Han havde en historie om, at hans forældre engang havde besøgt ham i Næstved, og at hans mor skaffede ham vanskeligheder, fordi hun gik ind i kasernegården, hvilket var forbudt, og min far, der deltog i paraden måtte stå til en reprimande, fordi hans mor overtrådte kasernereglerne.

Min far blev senere uddannet som kontrolassistent, og jeg hørte adskillige historier om logi i kolde karlekamre og om fugtige sengeklæder, som ikke altid var rene. Kontrolassistenten rejste fra gård til gård og skulle kontrollere mælkekvaliteten. Heller ikke maden var altid perfekt. Han havde oplevet at blive præsenteret for sur grønkålssuppe, som han måtte spise for ikke at gøre sig udtilbens med gårdens madmoder.

Min far var også på højskole, på Frederiksborg Højskole ved Hillerød. Jeg tror ikke, at det havde gjort større indtryk på ham, men han erindrede forstanderen, en af de kendte Bredsdorffere. På et tidspunkt var han underforvalter på Hellerup gods under Ravnholt, og der træffer han min mor, der var ansat i husholdningen hos godsinspektøren, Koopmann. På et tidspunkt derefter er hun ansat i brugsforeningen i Nr. Lyndelse, og der opnår hun den faglige ekspertise, som bliver basis for, at hun og min far overtager købmandsforretningen i Korsgade 4 i Nyborg efter forgængeren Godthard Petersen.

Tingene udviklede sig hurtigt i 1926.

Min mor bliver gravid med mig, og jeg bliver født den 11. august samme år. Mine forældre bliver gift i juli 1926, og jeg bliver født i mine morforældres hjem i Sønderskoven inden flytning til Nyborg. På min dåbsattest står, at faderen er kontrolassistent Niels Mathias Pedersen.

De første 10 år af mit liv er knyttet til Korsgade og til underskolen på Nørre Vold , hvor jeg starter min skolegang i april 1933.

Ens første erindringer, ak ja, det er svært. Min faster Marie har fortalt, at jeg en gang under et besøg på Borreby fandt det meget interessant, at jeg kunne se mig selv i spejlet i soveværelset, hvor hun lå efter Jørgens fødsel i maj 1929. Hun fortæller, at jeg under besøget adskillige gange kom op i soveværelset og ville kæmme mit hår, idet jeg undskyldte mig med: ?T Det bæser?T Da har jeg været knapt 3 år, og jeg kan selvfølgelig ikke huske, at jeg var forfængelig på det tidspunkt.

Min mor har fortalt, at jeg blev afvænnet fra amning ved at hun anbragte kanel på brystet. Det er sikkert ikke faldet i min gode smag. Jeg husker det ikke, men må selvfølgelig nu kritisere sådanne metoder til afvænning af et sultent barn.

Det er lig nul, hvad jeg personligt husker i årene indtil mit 6.år. Jeg har sikkert ikke været mere end 5-6 år, da jeg legede racerkører i slagtermester Hansens sofa, bag slagterbutikken, som lå i Kongegade. lige over for indgangen til Købmandsgården. Jeg brugte et af fru Hansens grydelåg som rat.

Mine forældres lejlighed lå på mezzaninen med adgang fra butikken op ad en høj trappe. Lejligheden bestod af en langagtig stue til gaden, den fine stue til gården, og herefter soveværelse og bagest køkkenet.

Købmandsgården var utrolig levende, mangfoldig og interessant. Nærmeste nabo var fotograf Bencke, hvorfra jeg har familiefotos med mig selv i matrostøj sammen med min far og mor. Viktualiebutik i kælderen. Frugt- og grøntbutik på hjørnet imod Kongegade, tilhørende fru Behn. I Kongegade lå en restaurant og i porten indgang til stalden, hvor bl.a. mælkemanden fast opstaldede sin hest, og som i øvrigt blev brugt af torvefolkene, der kom ind fra landet onsdag og lørdag. Til den anden side imod Nygade lå manufakturforretningen på hjørnet til Korsgade, tilhørende familien Godthardt Petersen i de første år. Det var en familie med voksne sønner og døtre, og de smed sokker ud i massevis på en sådan måde, at min mor kunne overtage dem, og stoppe og reparere, således at min far ikke behøvede at købe nye strømper. Imod Nygade var der et auktionslokale.

Mælkemanden tævede sin åndssvage broder med seletøjet ovre i stalden, sikkert på grund af en perversitet. Auktionsholder Kjerrumgård flyttede senere sine lokaler til Kongegade, hvor Frelsens Hær lå ved siden af. Der var en særlig stemning over et auktionslokale med alt muligt, møbler, klæder, cykler, ure, smykker og antikviteter, for ikke at tale om den særlige lugt, som kendetegnede lokalet. Det kostede ikke noget at gennemse genstandene forud for auktionsdagen, og under selve auktionen var der gang i den, fyldt op med mennesker, der så chancen for deres livs køb, og spillet i mellem auktionarius og budgiverne, hvor opgaven var at få højst mulige bud hjem inden hammerslag.

Fotograf Bencke havde sejlbåd, hvortil han inviterede min far med på fisketur, vistnok med liden succes, på grund af min fars tilbøjelighed for søsyge. Fru Behn i grøntbutikken havde en søn, som senere blev revisor i København. Ingeniørfamilien på 3. sal havde nogle store piger, som jeg spillede dukketeater med oppe på loftet, og der var også en voksen søn. Han var K.U.er og sadlede sin cykel om søndagen for at tage på øvelse, iklædt uniform, skrårem og lange støvler.

Jeg havde en god ven og legekammerat, Knud Jørgensen, som boede overfor, og hvis far var malersvend. Jeg kom ofte i hans hjem. Knud var et par år ældre end jeg, og han blev også maler. Jeg fortalte en gang hjemme, at familien skulle vente til den første med at købe nogle nye ting, og det syntes mine forældre, som ellers ikke havde for mange penge at rutte med, var meget morsomt, fordi de jo ikke var afhængig af, at mandens indtægt kom én gang om måneden. I samme opgang som Knuds lå Pommerenckes materialhandel og en skotøjsbutik. På hjørnet var der en herreekviperingsbutik. Over for vores forretning lå Clausens store manufakturbutik. Op imod torvet Nellemanns store isenkramforretning, og over for den boede Kongebarberen, som blev kaldt sådan, fordi han havde betjent Kong Christian den 10.ende under dennes besøg i byen. Kongen var i byen 1 eller to gange i løbet af 30.erne for at deltage i fugleskydningen ved Nyborg Strand. Fugleskydningerne medførte, at stranden udfor Nyborg Strandhotel blev lukket, fordi der blev skudt med blykugler efter fuglen, der efter en lang dags skydning efterhånden fik afskudt vinger, hoved og bryst. Det var en langvarig og støjende affære, men fuglekongen skulle jo kåres af det ærværdige fugleskydningsselskab, som omfattede byens honoratiores.

Kongebarberen havde en søn, som var noget af en drukmås, men han kom da ofte i vores butik og var en hyggelig selskabsbroder.

Min far og mor passede butikken stort set uden medhjælp. Kun i de tilfælde, hvor min mor var syg, var der fremmed hjælp. Min mor led et par gange af Ischias, og måtte så holde sengen nogle uger. Min mor stod op om morgenen og åbnede butikken kl. 7, mens min far som regel ikke stod op før ved 9.tiden. Min mor sørgede således for morgenmad, middagsmad, som bestod af to retter varm mad, og aftensmad, som regel smørrebrød, undertiden suppleret med varmerester. Senere spiste vi varm mad om aftenen, formentlig fordi jeg var i skole indtil kl. 14 med min madpakke.

Min far sørgede for indkøb, og han forhandlede med repræsentanterne om, hvad der skulle indkøbes til supplering af varelagret. Om aftenen efter lukketid kl. 18, og om fredagen og lørdagen til kl. 19 og 20,( først efter krigens start blev der indført tidlig week-end-lukning lørdag middag) skulle kassen gøres op. Det foregik ved, at min mor sad og talte sammen fra dagens salgsliste, ført med blyant, og en liste, som ofte var alenlang. Jeg erindrer, at min mor en gang faldt i søvn, samt at hun reagerede ved at briste i gråd, formentlig af træthed og helt sikkert med god grund. Min mor havde nemlig ikke det privilegium at sove til middag, selv om hun trængte mere til det end hendes mand. Det er utroligt, at hun fandt sig i det.

En gang havde jeg falsk strubehoste, som blev behandlet med dampbade under et lagen og noget stærkt til indånding. Jeg led temmelig meget af forkølelser og bronchitis med feber, og så kom gamle dr. Hansen på besøg. Han havde selv den svaghed, at han faldt i søvn midt under samtale eller undersøgelse. Det klarede min mor med stor diskretion, og ved en sagte hosten vågnede Dr. Hansen op igen og fortsatte sin undersøgelse uden at lade sig mærke med noget. Den tids praktiserende læger havde aldrig nattero. De blev ringet op i tide og utide. Der var ikke noget der hed vagtlæge eller afløsning, og derfor er det ikke underligt, at netop en læge led af den svaghed.

Han holdt af at filosofere over tilværelsen, og en gang talte han om, at vores fremtid ville blive en krig med bomber og flyverangreb, og at vi kom til at tilbringe vores tid i bombesikre kældre. Det var en korrekt spådom, men det var ikke særligt pædagogisk at tale om disse fremtidsudsigter, mens en lille febersyg dreng hørte på det. i hvert fald fik jeg nogle frygtelige mareridt med drømme om hundredårskrig og med alle de rædsler, som en febersyg hjerne kunne fremmane. Imidlertid vantrivedes jeg, og lægen fik da den gode ide at sende mig til kulbuelysbehandling på Nyborg Sygehus. Kulbuelyset gav i øjne og sanser nogle underlige fornemmelser, men behandlingen var effektiv. Jeg var mindre syg derefter, og måske var behandlingen også med til at sætte væksthormonerne i gang igen. Jeg blev ikke proppet med vitaminer eller levertranolie, som sikkert ville have været på sin plads. Selv lægen må ikke have anbefalet det, idet jeg tror, at min mor ville have fulgt rådet. Tandlægebesøg var ikke på dagsordenen, før man blev tvunget til det. Jeg var til tandlæge første som 13-14 årig og fik fjernet 3-4 dårlige tænder. At mine tænder siden hen har været i en fremragende stand skyldes altså ikke forebyggende tandbehandling. Skoletandpleje fandtes ikke. Mine forældre havde som de fleste voksne på landet den gang forlorne tænder, og de har formentlig ikke troet, at det var noget, der kunne undgås. Almindelige børnesygdomme var alle børns oplevelse, og en gang var jeg på besøg på Epidemisygehuset, en lang lav grå bygning, hvor man som besøgende kunne stå på nogle bænke uden for vinduerne og kigge ind til de syge børn.

Hygiejne var et lidt pinligt emne. Toiletbesøg måtte foretages på et gammeldags lokum, anbragt over gården ved portindgangen og fælles for hele bebyggelsen. Det var ikke særligt morsomt med disse nødvendige daglige besøg, fordi man af og til hørte forfærdelige historier om folk, der havde hørt rotter nede omkring spanden. Så jeg bankede kraftigt på dør og væg, inden låget blev lettet, og bukserne blev trukket ned om haserne. Denne form for renovation varede for vores vedkommende indtil 1940-41, idet der først på det tidspunkt blev indlagt toilet med træk og slip i Stendamsgade 3, hvortil vi senere var flyttet. Installeringen skete med kommunal økonomisk støtte, fordi kommunen var interesseret i at afvikle den gammeldags lokumstømning.

Daglig vask foregik i køkkenet, og det var så som så med legemsvasken, indtil skolen begyndte, hvor eleverne hver uge blev ledsaget til den kommunale badeanstalt, som lå i kælderen til Nørre Voldgades skole. Lærer Karise indskærpede os, at vaske de nedre dele særligt godt. Jeg havde inden da besøgt badeanstalten sammen med min mor, men om der var tale om regelmæssige besøg erindrer jeg ikke.

Jeg var enebarn, og måtte på grund af pladsmangel sove i samme soveværelse som mine forældre. Min far fortalte mig historier, når vi lå sammen i soveværelset og hyggede, og han kunne mange historier om, at farmor havde været indianerkone ovre i det vilde vesten. Det troede jeg på i adskillige år.

Når mine forældre var på besøg hos venner og familie, var jeg normalt med og det medførte, at jeg skulle overtales til at være alene hjemme, hvis de ville gå en tur. Med det resultat, at jeg sad i vinduet og kiggede ned i gaden efter, om de ikke snart kom hjem, i angst for, hvad der kunne overgå mig i den frygtelige ensomhed.

Nyborg var en færge- og gennemfartsby for hele landet. Når færgerne kom i havn, måtte bilerne passere i gennem Adelgade, Kongegade, Torvet, Stendamsgade og Landporten for at komme ud på Odense landevej. Nogle færger, bilfærgerne gik senere ad Dronningsvej direkte op i Korsgade. Der var ikke andre muligheder, indtil det store gadegennembrud fra Adelgade, forbi kirken og over Nørrevoldgade, med bro over Åen ud til Vestergade og videre forbi jernstøberiet.

Indtil da var der en livlig trafik med biler igennem Korsgade flere gange i døgnet. Og biler var spændende dengang, da man ikke talte om trafikstøj og farlig biludstødningsgasser. Et par gange kom bilerne fra Monte-Carlo-løb, dem med start i Stockholm og Oslo, igennem byen ved nattetid, og vi alle både voksne og børn hang ud af vinduerne for at se de usædvanligt flotte biler. Der blev ikke megen nattesøvn ved sådanne lejligheder.

En gang foretog Michelin et reklamefremstød ved at sende Michelinmænd, der var på landsturne, spadserende igennem byen, og da det også var ved nattetid, var jeg frygteligt bange for de mærkeligt udseende ?Trummænd, som gik nede på gaden, lige under vinduet, hvor jeg rystende af skræk fulgte optoget. Blandt de mærkelige oplevelser var også to mænd, der havde indgået væddemål om, at de kunne kravle på deres knæ fra København til Skagen. Også de måtte igennem Korsgade for at komme videre, og de indgav mig dog ikke frygt. Det gjorde kongeparret, Christian og Alexandrine, heller ikke, når de passerede i bil igennem byen, og vi var alle på tæerne for at få et glimt af de kongelige.

I øvrigt var det nyborgensernes idelige og gratis underholdning at overvære bilfærgernes aflæsning og losning af biler, bl.a. i bilfærgelejet, som på et tidspunkt var anlagt for enden af Adelgade ved den gamle toldbod. Ved juletid og højtider var der så mange biler, der ventede, at de dannede kø langt op i byen. Der skete en stor forandring i bybilledet, da bilerne krævede deres direkte passage igennem byen. Huse blev revet ned, Adelgade blev udvidet voldsomt. Hotel Postgården blev nedrevet sammen med adskillige middelalderhuse, der lå i vejen. Også den historiske vagtbygning for enden af Adelgade.

Postgårdens endeligt gjorde stort indtryk på mig, fordi min far blev engageret af auktionsholderen, Kjerrumgård, til assistance ved den store auktion over alt indbo og udstyr fra det gamle hæderkronede hotel. Der blev lavet en plads foran kirken, og Wildes Varehus blev bygget, og den nye sparekassebygning imellem Mellemgade og Nørregade kom til.

Samtidigt skete der nogle kraftige saneringer af det gamle kvarter bag kirken med gader af toppede brosten og med huse fra tidligere århundreder.
Livet i købmandsbutikken i 30.erne:

Mine forældre har fortalt, at jeg stod på toppen af trappen fra butikken, og kom til at vælte en stor dåse med kakao ned. Ved juletid var jeg sammen med mine kusiner engageret som nisse til at optræde i butiksvinduet, som var fyldt op med dejlige frisk ankomne juleappelsiner, mens der stod nysgerrige folk ude på gaden og forhåbentligt morede sig over en juleudstilling med rigtigt levende nisseunger.

Der var også en historie med, at der ved et uheld blev hældt petroleum i en af skufferne med mel eller gryn. Jeg havde fri adgang til slik, hvortil hørte mentholbolcher, chokoladefrøer og negerboller- men jeg var meget utilfreds med, at jeg ikke fik lommepenge, som mine kammerater. Det var for mig meget mere spændende at gå i en fremmed butik og købe noget frem for at få det gratis hjemme. Jeg fik mit slikbehov fuldt dækket, men ikke mit behov for at administrere mine egne penge. Engang gik jeg alligevel i slikbutikken, der lå i Korsgade over for Schiønemanns boghandel og brugte nogle penge til slik, hvilket faldt i meget dårlig jord hos min far. Jeg var bange for min far, som kunne blive noget så vred, og en gang imellem kunne der vanke en på siden af hovedet. Egentlige klø fik jeg ikke, men det har nok været, fordi jeg var på vagt overfor ikke at lave noget, der var forkert efter husets skikke, og hvis min mor alene havde opdaget noget, sladrede hun ikke videre.

Slagter Hansen, som jeg tidligere har nævnt havde en voksen søn, Kaj, som en gang sammen med sine venner udstyrede en personvogn til brug for en rejse til Rumænien. Det var helt uhørt at rejse så langt borte, men det får mig til at tænke pa de to unge skuespillere, Elith Foss og Palle Huld. De var født i 1911 og 1912 og foretog som ca. 24 årige meget omtalte rejser på motorcykel til Afrika og det nære Østen med reportager tilbage til avisen, som vidnede om vovemod og dristige ekspeditioner. Bagefter har man lidt svært ved at forestille sig disse to som særligt modige, men de har vel været i besiddelse af ungdommens vovemod.

Som 7-årig fik jeg min første cykel, og jeg øvede mig på den svære balancekunst i Kongegade, der ikke var så befærdet. Jeg var selvfølgelig glad for min cykel, men meget utilfreds med, at den var købt så stor, at pedalerne måtte forsynes med træklodser for at jeg kunne nå at træde ned.

I øvrigt havde jeg arvet en, synes det mig, meget stor kasse med tinsoldater, som jeg legede ivrigt med og placerede til angreb og til forsvar af den medfølgende fæstning. Som enebarn lærte jeg at underholde mig selv.

Der var ingen bøger ( bortset fra kontrabøgerne i forretningen) i mit barndomshjem, men jeg fik fat i Robinson Crusoe og en bog om en stenalderdreng, bøger, som jeg læste om og om igen. Også Christmas-bøger om Peter Most, skibsdrengen fra Svendborg læste jeg med begejstring, for ikke at tale om bogen ?T Lille Lord Fauntleroy?T. Men ellers var det mest havregrynsbøgerne, jeg fik fat i, i kraft af vore kommercielle forbindelser. Jeg havde også den mest fuldendte samling af Richs- og Danmarks- billeder, ikke fordi jeg samlede som almindelige dødelige, men fordi vi fik albums færdige med bl.a. flagserier, dyrebilleder. Jeg var altså virkeligt privilegeret, men uden den samlerenergi og den indsats, som krævedes af den almindelige køberfamilie af kaffesurrogaterne Richs, der driks, mens det er Danmarks, der dur. Fra ugebladene lærte jeg om heltemod fra serien ?TVillys bedrifter?T, ( næste uge tager Villy ude på nye eventyr) og humor fra serierne om Gyldenspjæt og Rasmine og Knold Og Tot.

Der passerede uhyre mange mennesker igennem butikken, og mange af dem, havde mine forældre et nært bekendt og venskabsforhold til. Vi havde mange kunder fra landet, specielt fra herregårdene, der lå uden for Nyborg, Borgerskov, Juelsberg, Holckenhavn og Nyborg Avlsgård. Husmænd, daglejere og karle fra disse gårde var kunder i butikken, og de kom til byen fredag og lørdag aften for at gøre indkøb. Ofte endte det med, at de blev inviteret op i privaten, i den lange stue, hvor de enten fik kaffe eller en billig købmandsbajer. En tid var det ret moderne med den billige danske portvin. En flaske kostede 85 øre, og ?T Pullimut?T var god for en rus til en billig penge. Fra Avnslev kom der også folk, svenskeren Karl, hans søn Victor som var lidt hjerneforstyrret og gift med Lisbeth, der måtte finde sig i en hel del. Fra avlsgården kom der et polsk ægtepar. Han blev senere natrenovationsmand. I det hele tale var der mange polakker rundt på gårdene, den tids indvandrere, som var kommet til landet over Lolland som roearbejdere. Blandt herregårdskarlene var der Carl Bøje, Valdemar, Chresten Møller og hans broder. De opgav alle landbruget og flyttede til byen, hvor de blev arbejdsmænd. Carl Bøje og Chresten Møller fik hver et ?T uægte?T barn med den samme pige. Det var vist ikke helt tilfældigt, at hun fik indtil flere børn uden for ægteskab, men det var noget, som jeg egentligt slet ikke skulle have hørt noget om.

Der blev drukket nogle øller sådan en lørdag aften, hvor butikken ikke lukkede før kl. 8 eller 9, og selskabeligheden trak længere ud, når stuen var fyldt til bristepunktet. Engang fandt jeg på at fjerne stolen for en af gæsterne, da han var pa vej til at sætte sig. Der skete ikke den store skade, men jeg blev klar, at sådan en spøg skulle ikke gentages. Også Magnussen, der arbejdede på Gasværket var der med sin lille kone, Ingeborg. Magnussen var en hård hund, der ikke gav op for bollemælk. Han fortalte historien om, hvordan han var blevet taget af politiet på grund af værtshusslagsmål. Han indrømmede det ikke, men han har sikkert været fuld eller fræk og gjort modstand, i hvert fald fik han en omgang høvl på politistationen med stavene. Han blev anbragt i det smalle område imellem væggen og ekspeditionsskranken, og så gik 3 betjente i gang med stavene på rygstykkerne af det uskyldige offer. Det var endnu i perioden med kommunalt politi, som i 1937 gik over til at blive rigspoliti. Metoderne skiftede ikke af den grund, de samme betjente fortsatte godt nok med noget flottere uniformer. Nyborgensere genkender navne som Conradsen, Nielsen, Falkenberg og politiassistent Christensen, som jeg senere vil fortælle en historie om.

Mine forældre blev også geninviteret bl.a. til middag med haresteg på bordet i Nydamshuset ved jernbaneoverskæringen på Odense-vejen. Der blev senere bygget en bro til forbedring af trafiksikkerheden, et stort arbejde, hvor snesevis af arbejdere var beskæftiget til med trillebøre at flytte jord. Dengang var vejarbejde virkeligt beskæftigelsesfremmende med et stort forbrug af håndkraft.

Alfred Larsen, en fætter til min far, blev skytte på Juelsberg. Hans job bestod i vildtpleje på arealerne under godset, Juelsbergskoven, Præstelunden og skov og strandarealerne ved Slipshavn. Han var anderledes end landarbejderne, og det var spændende at høre ham fortælle om de store jagter, om dyrene og om krybskytterne, som han til særlig opgave at bekæmpe og så vidt muligt arrestere. En gang kom han på besøg sammen med en kollega, der tog sine hunde med op i stuen. Det drejede sig om en halv snes mindre hunde, grævlingehunde, foxterriere, hvilket spektakel, men så lærte man jo noget om rævejagt ved hjælp af hunde, der var specialtrænede til denne form for jagt.

Fra Holckenhavn kom familien Albertsen, mand og kone og sønnen Karl. Min mor var ikke altid lige glad for deres besøg, fordi de ofte lugtede af ged. Det hændte, at fru Albertsen hjalp til i min mors husholdning, og Karl, der var lidt spinkel og havde svage øjne, begyndte allerede i Korsgade at hjælpe til i forretningen dels som bud, dels som butiksmedhjælper, og fulgte med over i Stendamsgade.

En gang om året fik vi besøg af en politibetjent fra København. Han stammede fra Nyborg. Når han fortalte historier om sine oplevelser som gadebetjent i København, stod mine øjne på stilke. Det at være politibetjent i København stod for mig som noget af det højeste, man kunne opnå her i livet.

Et andet højdepunkt kunne være, når min fars fætter, Niels Peter fra Nr. Søby kom på besøg, i forbindelse med kursus på statsfængslet i Nyborg. Det var festligt, og en gang var min tante Marys niece, Putte Greve fra Sydsjælland også i byen samtidigt med Niels Peter. Min far forsøgte sig som giftekniv, i hvert fald var der lagt op til noget i mellem de to unge mennesker.

En vigtig del af købmandens virke var kontakten med repræsentanterne for de store grossister. En gang om ugen kom bestyreren fra Brd. Justesen for at optage ugens ordre. Det var mere forretningsmæssigt, men mere venskabeligt var forholdet til Therkelsen, som kom fra sæbefirmaet Blumensaadt i Odense, og Marius Støvring, som repræsenterede et chokoladefirma. Disse to spiste altid deres frokost hos os, når de var på besøg i Nyborg. Det medførte, at vi blev inviteret på privatbesøg, henholdsvis i Odense og Middelfart. Therkelsen var en kraftig og festlig mand, mens Støvring var lidt mere alvorlig. Han var religiøs, bl.a. som så mange andre på det tidspunkt, optaget af Oxford-bevægelsen. I hvert fald erindrer jeg, at vi bad bordbøn inden maden. Han bandede ikke som den religiøse mand, han var, og derfor sagde han i stedet ?T for skam?T.

Under et besøg i Middelfart var der nogle enormt store hunde, Grand Danois, som gjorde et vældigt indtryk på mig. Sådanne søndagsrejser foregik naturligvis med toget, og det var ikke uoverkommeligt med de henholdsvis 30 og 80 km. til henholdsvis Odense og Middelfart.

Hos Brd. Justesen havde været ansat en bogholder, Jørgensen, som senere blev sygehusinspektør i Kalundborg, og der må have været et specielt venskabsforhold med mine forældre, fordi vi nogle gange var på week-end-besøg i Kalundborg for at besøge Jørgensen og hans kone. Det var første gang, jeg var så langt væk fra min barndomsby.

Færgerne spillede en stor rolle i byens liv. Ikke blot bilfærger, men også jernbanefærgerne. Tusinder af mennesker passerede igennem færgehallerne. De togrejsende måtte stå af færgen og gå ned til det ventende tog. Derefter det ankommende tog med nye passagerer til at fylde den ventende færge. Der var noget at se på, tog blev rangeret ombord, og færgen skulle forsynes med nye leverancer til sultne og tørstige rejsende, der glædede sig til dette pusterum i togrejsen.

På Nyborg politistation kom der på et tidspunkt en ny kriminalbetjent, Jacobsen, som var fænomenal til at genkende efterlyste personer, som ofte måtte igennem den flaskehals, som Storebæltsforbindelsen var imellem Øst og Vest Danmark. Kriminalbetjent Jacobsen var en trofast og regelmæssig iagttager af de mange færgerejsende, og med et uheldigt resultat for mange af dem, som var optaget i forbryderalbummet. Der gik virkeligt ry af hans resultater.

Min far var bokseinteresseret, og det blev yderligere næret af, at der i hans bekendtskabskreds var en person, Ernst, som var tidligere bokser, og nu træner i den lokale klub. Det førte til, at et lokale, som hørte til vores lejemål blev ryddet og indrettet som boksetræningslokale. Bl.a. blev der ophængt en sandsæk i en krog i loftet, og nu skulle Nyborgs boksehåb have nye muligheder for at træne og dygtiggøre sig. Desværre løb det hele bogstaveligt ud i sandet, idet lokalet ikke blev brugt efter sit formål.

Min far gik til boksestævner, som blev afholdt søndag eftermiddag på Turisthotellet ved Jernbanestationen. Forunderligt nok fik jeg lov til at komme med, og der var stemning i lokalet, når de lokale boksehelte var i ringen for at kæmpe med modstandere fra andre fynske klubber. Jeg husker Karl Petersen ?T Bulotti?T. Han var mellemvægter og absolut en af de bedre. Der var ingen tvivl om, hvem, der havde min sympati. Jeg vidste alt om de forskellige vægtklasser, om fluevægt og sågar myggevægt. Jeg ser for mig de unge drenge, der endnu tilhørte de letteste vægtklasser forsvare deres retfærdige sag i den interimistisk opstillede boksering i festsalen med tobaksrøgen bølgende på en lidet sportsmæssig måde, mens de 8 kampe blev afviklet med de obligate 3 omgange. Boksning er også ?T the noble art of selfdefence?T, og jeg lærte at vurdere en bokser i forhold til en slagsbroder. Det er ikke altid den teknisk dygtige og elegante bokser vinder, fordi det også drejer sig om styrke og slagkraft, men hvis man skal have fornøjelse af at overvære en boksekamp, kræves der teknisk dygtige boksere, der med lige stor elegance og hurtighed med bevægelighed undviger stød, samtidigt med, at de får prikket den lige venstre ind pa modstanderne, kombineret med kraftige og hurtige højre hooks.

Der var byfester i Nyborg. Idrætsforeningerne arrangerede årligt en fest med opvisninger, tombolaer, asfaltbal og dystløb i havnebassinet. To både kom sejlende imod hinanden med en mand i stævnen, udstyret med en lang stang, og så gik det ud pa at støde modstanderen i vandet. Der var kapsvømninger og udspringskonkurrencer, og vandet i havnebassinet har altså været så rent, at det kunne foregå ud for toldbygningen. Ved sådanne lejligheder var der krigsskibe fra den danske flåde i havnen, og der var adgang til at bese skibene, der undertiden også omfattede flådens største, Niels Juel, og ellers torpedobåde, minestrygere og undervandsbåde. ?W Jeg var vild med at gå i biografen, i Nyborg Kino. Jeg forbandt ordet Kino med en biograf. Jeg så Fy og Bi film, Gøg og Gokke og ellers mest danske film, Barken Margrethe fra 1934, Elga Olga Svendsen i Københavnerliv, Blåvand melder storm, film om redningskorpset Falck med Børge Rosenbaum (Victor Borge) og diverse cowboy film med Tom Mix og andre.

Jeg så operettefilm med Jeanette Mac Donald og Eddy Nelson, og jeg tror, jeg drømte om Jeanette i flere dage efter. En film gjorde særligt stærkt indtryk på mig ?T Den forstenede Skov?T med Leslie Howard fra 1936. Også danske musikfilm ?T Mød mig på Cassiopeia?T og selvfølgelig film med Marguerite Viby, Ib Schønberg, Hans W. Petersen, Arthur Jensen, Chr. Arhoff , Hans Kurt, der var Jokum i ?T En søndag på Amager?T. I ?T Afsporet?T optrådte Bodil Ipsen og Ebbe Rode, og her var han i en glansrolle som afsporet. Johannes Meyer, Rasmus Christiansen, Peter Malberg, Oswald Helmuth, Nogle fra 30.erne og andre fra 40.erne. En søndag eftermiddag i Kino kostede for et barn 35 øre. Der var en voldsom trængsel, så de små, som jeg tilhørte, følte sig bange for at blive trådt ned. Man trængtes ved indgangen, fordi de gjaldt om at komme ind og få en af de bedre unummerede pladser.

I 30.ernes Nyborg udkom årligt den kommunale skattebog, som stort set var den eneste bog, der virkeligt interesserede Nyborgenserne. Her kunne man læse nøjagtigt, hvor meget indkomstskat skatteyderne skulle betale, og heraf kunne man uddrage, hvor meget naboen, kollegaen eller konkurrenten havde tjent i det foregående år, eller i hvert fald, hvor meget han havde selvangivet. Systemet var suppleret med, at man kunne klage over sin egen eller andres for høje (en selv) eller andres for lave skatteansættelse. Det var en fantastisk interessant læsning for borgerne i den lille provinsby, hvor alle kendte alle. Skattebogen blev diskuteret og endevendt mand og mand imellem.

Til livet i Nyborg hørte strand- og badebesøg på stranden op til det friske og herlige Storebælt. Vi gik til stranden ved Skærven, ved sommerkolonien udfor stadion, ved Nyborg Strandhotel, og endvidere ved de offentlige badeanstalter, udfor Christianslundsskoven. Teglværkskoven var også et yndet badested. Min første badedragt var en blå hjemmestrikket badedragt, som min mor egenhændigt havde forfærdiget.